Som den første kommune i Danmark gik Middelfart i 2007 i gang med en omfattende energirenovering af 100 offentlige bygninger, som har medført en halvering i CO2-udslippet. Fra 2021 er der bemidlet ca. 20 millioner kroner til at energirenovere offentlige bygninger.

2648 ton per år. Så meget har Middelfart Kommune reduceret CO2-udslippet gennem energirenovering af 100 offentlige bygninger - og de første etaper af renoveringen af det samlede gadelysanlæg. Hvis man regner med, at et gennemsnitligt parcelhus udleder tre ton per år, så svarer det til udledningen fra vand-, varme- og strømforbruget i cirka 880 parcelhuse.

Da kommunalreformen blev gennemført i 2007, blev det startskuddet på ESCO-arbejdet i Middelfart Kommune. Et ESCO-samarbejde betyder i grove træk, at energibesparelserne betaler det arbejde, der udføres - uden økonomisk risiko for kommunen og dermed skatteborgerne.

Fra 2021 er der bemidlet ca. 20 millioner kroner til energioptimeringsprojekter over de næste fire år. Middelfart Kommune er i gang med at screene kommunes bygninger til kommende projekter for at skabe et overblik over, hvor pengene kan bruges bedst muligt.

Energioptimeringsprojekterne kan indebære renovering af tage, facader, efterisolation af vægge, vinduer der skal skiftes til energirigtige vinduer eller lysarmaturer, der skal udskiftes til LED-løsninger.
Der bliver desuden automatisk energirenoveret på skoler og dagsinstitutioner, når der planlægges større renoveringer på skole- og dagtilbudsområdet.

Energirenoveringer er også i mange tilfælde ensbetydende med en nedsat CO2-udledning, f.eks. når der konverteres fra gas til varmepumpe.

Derudover bliver der lavet vedligeholdelsesplaner for bygninger og projekter i forbindelse med screeningen.