Middelfart Kommune er blandt pilotkommunerne i DK2020

 

DK2020 er navnet bag et stort klimapartnerskab, hvor samtlige af landets kommuner er inviteret til at udvikle klimahandlingsplaner med et ambitionsniveau, der matcher Parisaftalen. DK2020 er oprindeligt startet af Realdania sammen med det internationale bynetværk C40 og tænketanken CONCITO. Målet er at tilpasse klimaarbejdet i kommunen, så det lever op til C40’s standard for klimaplanlægning ’The Climate Action Planning Framework (CAPF)

Middelfart Kommune er én af de første kommuner i Danmark, som har vedtaget en DK2020-klimaplan. Planen sætter ambitiøse mål for de næste 30 års klimaarbejde i kommunen. Klimaplanen blev enstemmigt vedtaget i december 2020.

Målet med DK2020-planen er, at Middelfart Kommune skal være klimaneutral i 2050, og allerede i 2030 skal udledningen af drivhusgasser være reduceret med 70 % i forhold til 1990-niveau.

Med aftalen afsættes faste midler til at starte klimaindsatser i de kommende budgetter - og politikerne forpligter sig til at finde andre løsninger, hvis nogen af de konkrete tiltag ikke kan gennemføres. For at nå de ambitiøse klimamål blev der i januar 2021 ansat en programleder for DK2020 klimaplanen, hvis opgave det er at sikre, at planens mange aktiviteter gennemføres og dermed medvirker til reel reduktion af drivhusgasser i Middelfart Kommune.

Det særlige ved de klimahandlingsplaner, som kommunerne udarbejder i DK2020, er, at alle væsentlige kilder til drivhusgasudledning skal håndteres.

Middelfart Kommune skal derfor udpege konkrete klimatiltag, der tilsammen sikrer en nettonul-udledning senest i 2050 for hele kommunens geografiske område. Det gælder blandt andet indenfor områder som transport, landbrug, energi, bygninger, byudvikling og kommunens egne biler og ejendomme.

Læs mere om DK2020 i de nedenstående links:

Læs den politiske klimaaftale
Læs en forkortet version af DK2020-planen
Læs DK2020 klimaplanen

DK2020 klimaplan, årsrapport 2022
DK2020 klimaplan, årsrapport 2021

Læs om DK2020 på Realdanias hjemmeside