Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Her er de nominerede til årets Klimastafet

Middelfart Kommune uddeler endnu engang Klimastafetten. For første gang kårer kommunen to vindere: Den ene klimastafet går til et projekt, virksomhed eller forening, og den anden til ’årets klimafighter’. Der er tre nominerede til hver af de to klimastafetter. Alle er udvalgt, fordi de har formået at koble klimahensyn med læring, erhvervsvækst eller byudvikling.

Den tre nominerede til Klimastafetten for projekter, grupper og virksomheder er:

  • Det borgerdrevne projekt Sol over Brenderup
  • Ladbilsspecialisten Danlad A/S
  • Hotel- og konferencecenter Fjelsted Skov

En spritny solcellepark på 20.000 kvadratmeter har netop set dagens lys ved motorvejen i Nørre Aaby. Bag solcelleparken står Brenderup lokaludvalgsgruppe ”Grøn by Brenderup”. Gruppen havde et ønske om at gøre Brenderup mere bæredygtig og på sigt CO2-neutral. Solcelleparken bliver et vigtigt skridt på vejen mod deres mål. Solcelleparken producere grøn strøm, der svarer til en tredjedel af hele strømforbruget i Brenderup. Sol over Brenderup er realiseret på baggrund af et tæt samarbejde mellem borgere og private aktører. Projektet er dels finansieret gennem folkeaktier og professionelle investorer.

SolOverBrenderup 

Den anden nominerede til klimastafetten er Danlad, der opbygger vare- og lastbiler til erhvervslivet. Firmaet er nomineret for sidste år at stable messen Bæredygtige Varebiler på benene. Bæredygtige Varebiler inviterede private virksomheder, herunder verdens førende bilproducenter, kommuner og transportminister Benny Engelbrecht til Ejby for at inspirere og skabe dialog, om hvordan en bæredygtig fremtid inden for varebiler ser ud. Messen var så populær, at Danlad allerede nu er i gang med at planlægge den næste, der efter planen finder sted 1.-2. september 2021.

 

DanLad 

Den sidste nominerede, Fjelsted Skov, er ved at så frøene til en naturhave. Det gør den ved at reetablere naturen omkring kroen, som den var engang. Fjelsted Skov etablerer vandhuller og genplanter hvert år blomster- og vildtstriber til gavn for insekter og andet dyreliv. Naturhaven fungerer også som frirum for gæster og besøgende, hvor de kan gå, slappe af, lave mad over bål og sanke. Fjelsted Skov er i gang med at omdanne flere markarealer til naturområder med skov. I løbet af foråret anlægger Hotel- og Konferencecentret tre hektar skov i sin Naturhaven. Når den nye skov i Naturhaven er færdigvokset, vil den kunne støvsuge 36 tons CO2 op om året.

Fjelsted Skov

 

Årets klimafighter i Middelfart Kommune

Elbilsentusiasten Bent Vistisen er nomineret til årets klimafighter. Det er han på baggrund af sit store arbejde for at udbrede viden om elbiler og sikre gode vilkår for elbilsbilisterne. Han deler gerne ud af sin viden om ny teknologi inden for elbiler og ladeinfrastruktur med Middelfart Kommune. Blandt andet har han taget initiativ til at få foretaget en analyse af, hvor der er ledig strømkapacitet på p-pladser til ladestandere. Bent Vistisen er en af de bærende kræfter bag udstillingen af elbiler i forbindelse med de indtil nu fire afholdte Klimafolkemøder i Middelfart. Deltagerne har her kunnet se og afprøve en række af de nyeste elbiler på markedet.  Han har selv kontaktet importører og forhandlere af elbiler, for at skaffe de nyeste og mest interessante elbiler til Klimafolkemøderne.

Bent Vistisen 

Årets anden nominerede til klimafighter er Linda Frølund Hansen. Hun er nomineret, fordi hun handler og tænker klimaet ind i alt, hvad hun gør. Hun er initiativtager til møder i Omstillingscaféen, der arbejder for at gøre samfundet mere bæredygtigt. Udover at sørge for oplægsholdere, sikrer hun også, at forplejningen til møderne er overskudsmad. Linda Frølund Hansen engagerer sig desuden i klimadebatten. Hun var medarrangør af speakers corner på Klimafolkemødet i 2019, hvor blandt andet Mogens Lykketoft deltog, mens hun sidste år selv deltog som debattør. Netop formidling og dialog om klimaet står Linda Frølund Hansen nært. Hun har både været med til at arrangere undervisningsforløb og er forfatter til ’Den bæredygtige kalender’, hvor hun inspirerer andre til klimahandling ved at dele tips til bæredygtig livsstil.

LindaFrølund 

Samme passion for formidling deler den sidste nominerede til årets klimafighter Anders Bærholm Frikke. Anders Bærholm Frikke er underviser på Middelfart Gymnasium & HF, og han formår at engagere både elever, kolleger og ledelsen i klimaet og grøn omstilling. På Middelfart Gymnasium & HF har han bl.a. været med til at planlægge gymnasiets deltagelse på Klimafolkemødet, et tøjbyttemarked og Vild med vilje-projektet, der handler om at skabe vild natur på gymnasiets arealer. Et projekt han har præsenteret projektet for statsminister Mette Frederiksen sammen med en gymnasieklasse. Der er ingen tvivl om, at Anders har stor andel i, elevernes interesse for og aktive deltagelse i debatten om klimaproblemstillingerne og mulige løsninger.

Ved siden af undervisningen er Anders Bærholm Frikke borgerrepræsentant i Middelfart Kommunes Naturudvalg.

Anders Frikke 

Følg uddelingen live

Uddelingen af Klimastafetten finder sted i torsdag den 11. februar kl. 19 ved et virtuelt arrangement på Middelfart Rådhus. Alle interesserede kan følge uddelingen med på Middelfart Kommunes Facebook-side gennem linket her. (åbner i nyt vindue)

 

Om Klimastafetten

Middelfart Kommune uddeler to klimastafetter til personer, virksomheder, foreninger eller projekter, der kobler klimahensynet med læring, erhvervsvækst og/eller byudvikling. Den ene klimastafet går til et projekt, virksomhed eller forening, og den anden til ’årets klimafighter’.

De to vindere får overrakt klimastafetten af Johannes Lundsfryd Jensen torsdag den 11. februar kl. 19.00 ved en virtuel begivenhed sendt fra byrådssalen.

Årets vindere er udpeget af et bedømmelsesudvalg.

Udvalget består af borger Chandra Simanowsky, sidste års vindere Jan Jacobsen og Ole Bo Laursen fra Grøn Vedvarende Energi, Kim Svaneborg Pedersen fra Middelfart Erhvervsråd, byrådsmedlemmerne Paw Nielsen og Bo Juul Nielsen samt Klimachef ved Middelfart Kommune Morten Westergaard.