Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune kåret til årets Elbil Kommune

Middelfart Kommune er netop blevet udnævnt til Årets Elbil Kommune af foreningen Elbilby. Hæderen blev overdraget ved det årlige Klimafolkemøde, der i disse dage i Middelfart.


Middelfart Kommune var fredag eftermiddag den første danske kommune til at modtage prisen som Årets Elbil Kommune. Det er foreningen Elbilby, der overrækker prisen. Overrækkelsen foregik til det årlige Klimafolkemøde, som afholdes i Middelfart. Det var en stolt borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen, der tog imod prisen:

- Vi har i mere end et årti arbejdet målrettet på at fremme elbil-billismen i Middelfart Kommune. Vi arbejder for at gøre det lettere at være elbilsejer i kommunen, og støtter op om udviklingen af infrastrukturen i form af især ladestandere. Samtidig udskifter vi løbende flest muligt af vores egne biler til elbiler. Jeg er stolt over, at det arbejde i dag er blevet anderkendt af Elbilby.

Foreningen Elbilby begrunder blandt andet prisen i, at Middelfart Kommune har givet borgere mulighed for at teste elbiler. Samtidig har kommunen været tidligt ude med at prøve elbiler af i sin egen vognpark. Derudover blev samarbejdet med nabokommunerne om at fremme elbilsagen fremhævet som unikt.
Det er medlemmerne af foreningen Elbilby og en række fagpersoner, der har udvalgt Middelfart Kommune.

Middelfart Kommune gjorde tidligt erfaringer blandt andet med de første ombyggede Citroën C1 el-biler. Siden anskaffede Middelfart Kommune sig en norsk Think El-bil. Erfaringerne var blandede, hvilket på ingen måde afholdt kommunen fra at dele erfaringerne i offentligheden. Mantraet er, at viden skal deles og komme andre til gode.

Et særdeles vigtigt punkt i Middelfart Kommunes arbejde er den folkelige inddragelse. Derfor var Middelfart Kommune blandt de første kommuner, der kørte konceptet "Test en elbil" i samarbejde med blandt andet Clever. Her fik borgerne mulighed for at låne el-biler i længere perioder. Det førte til nye test elbil-projekter og samkørselsprojekter i blandt andet landsbyen Føns. Pointen er, at folkelig inddragelse er en forudsætning for den grønne omstilling.

Samtidig gik Middelfart Kommune allerede for 10 år siden i dialog med nabokommunerne og forsyningsselskabet TREFOR om at opstille ladestationer i Trekantområdet (Middelfart, Fredericia, Kolding, Vejle, Vejen og Billund). Ladestationerne blev på det tidlige tidspunkt ikke overbelastet, derimod begyndte problematikken med manglende ladestationer at fylde på den offentlige dagsorden.

I fremtiden er blikket rettet mod en udrulning af større og bedre ladeinfrastruktur igennem by- og mobilitetsplanlægningen.

 

Fakta:

  • For nuværende er der 23 offentlige ladestik i Middelfart by, hvoraf de to er 50 KW hurtigladere
  • Der findes Tesla Supercharger-station med 12 stik til Teslaer ved et af kommunens hoteller
  • Fire hoteller i Middelfart by tilbyder desuden opladning af elbiler til deres kunder
  • De fire nuværende stik i Middelfart P-hus, vil i løbet af efterår/vinter 2020 blive udbygget til i alt 11 offentlige stik
  • Der er tildelt 200.000 kr. til andre ladeløsningsprojekter forskellige steder i kommunen
  • Middelfart Kommune råder pt over 52 hybridbiler og 13 elbiler
  • Ved alle nyanskaffelser vurderes det om elbiler kan løse opgaven