Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommunes klimaarbejde er på vej i international liga

I disse dage er Middelfart Kommunes Energi- og Miljøudvalg i gang med at beslutte indholdet af Middelfart Kommunes kommende klimaplan, der er udviklet som en del af DK2020 projektet efter den internationale C40 standard.

Hvordan når vi målene i Parisaftalen lokalt? Hvordan sænker vi vores C02-udledning, og hvordan tager vi vigtige skridt mod en klimaneutral fremtid? Det er Middelfart Kommune i gang med at finde ud af.

I disse dage er kommunens Energi- og Miljøudvalg i gang med at granske udkastet til den klimaplan, som Middelfart Kommune har udviklet som en del af det store DK2020-projekt, hvor 20 danske kommuner kommer med deres bud på klimaplaner.

Noget af det, udvalget er særligt opmærksomme på og gerne vil have tydeliggjort i klimaplanen, er borgernes faktiske udledning - inklusiv forbrugsudledninger. Det betyder, at det tydeliggøres i klimaplanen, at hver dansker i snit udleder cirka 19. tons. Det tal kommer fra den grønne tænketank Concito, og det er det tal, der skal danne grundlag for arbejdet med Middelfart Kommunes klimaplan – ikke de konservative 9 ton, der ellers fremgår i mange sammenhænge.

Morten Weiss Petersen, udvalgets formand, understreger, at det er afgørende for klimakommunen Middelfart at have sin klimaplan på plads.

- Nu fylder den grønne omstilling virkelig meget politisk. Vi ved, at der bare i løbet af de næste 10 år skal investeres ca. 600 mia. kroner i Danmark. De penge skal blandt andet investeres i kommunerne. Derfor er det afgørende at demonstrere, at vi har en strategi og en plan for at komme med på den grønne vindervogn, siger Morten Weiss Petersen, der lægger vægt på at vise handling.

- Det er vigtigt at demonstrere den politiske vilje til at gennemføre konkrete projekter, og der hjælper det at have en plan efter DK2020 standard, siger han.

For at have en plan og strategi klar har udvalget nu taget første udkast til DK2020 planen under kærlig behandling. På et konstruktivt udvalgsmøde med forvaltningen blev der fundet endnu flere muligheder, og derfor vil planforslaget nu indeholder højere ambitioner, inden den fremlægges for byrådet.

Samtidig er det udvalgets klare melding, at de investeringsbehov, som planen peger på, er rentable og i høj grad ting, der skal gennemføres som en moralsk forpligtigelse over for fremtidens generationer.

At Middelfart Kommune er så aktive i klimaarbejdet bliver bemærket rundt omkring i landet og i verden. Og det gør blandt andet tiltrækning af fondsmidler og partnerskaber meget nemmere.

Eksempelvis er der netop kommet to grønne EU projekter ind ad postkassen. De hedder hhv. ”Energize Co2mmunity" og "Seed Money", og de handler om at skabe grøn vækst og omstilling hos virksomheder, arbejdsmarkedet, boligforeninger og borgere. Disse beskrives i kommende pressemeddelelser.

Udvalget består af Morten Weiss-Pedersen, Alex Gren, Esben Erichsen, Bo Juul Nielsen og Paw Nielsen

Du kan drøfte DK2020 modellen og ambitionerne på www.klimafolkemødet.dk , der holdes 3-5. september 2020 i Middelfart.