Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Føns Nærvarme vinder Klimastafetten 2018

Folkene bag det lille fjernvarmeværk i Føns, Føns Nærvarme, var vinderne af Middelfart Kommunes Klimastafet 2018. Prisen blev overrakt af borgmester Johannes Lundsfryd Jensen og klimaambassadør Connie Hedegaard ved Folkemødet om fremtidens klima.

Ved årets folkemøde om fremtidens klima overrakte Middelfart Kommune for anden gang Klimastafetten til en vinder, som gør noget særligt for klimaet. Og vinderen i år blev folkene bag Føns Nærvarme i landsbyen Føns.

Klimastafetten gives til de mennesker som håndterer et af samfundets absolut vigtigste udfordringer, nemlig klima-udfordringen. For at nå vores mål om netto at udlede nul Co2 i 2050, skal alle bidrage. Og derfor anerkender og belønner Middelfart Kommune  de mennesker, som gør en helt særlig indsats for vores alle sammens klima.

Middelfart Kommune modtog mange fine indstillinger fra hele kommunen, men vinderen blev i sidste ende udvalgt blandt tre nominerede.

De nominerede var:

Growtech – Growtech var nomineret for deres innovative arbejde med grønne tagløsninger, som har flere positive indvirkninger på Klimaet.

Føns Nærvarme – En lille landsby gik sammen og fik udskiftede se sorte, miljøskadelige oliefyr med et nærvarmeanlæg, som varmer landsbyens huse op med klimavenlig træflis.

Brenderup Højskole - Brenderup Højskole har stort fokus på klimaet – blandt andet med deres fantastiske off-grid hus.

Det var ikke nemt at vælge en vinder, men bedømmelsesudvalget fandt alligevel frem til, at det var Føns Nærvarme, som fortjente at modtage Klimastafetten.

Begrundelse:

Middelfart Kommune vil gerne anerkende og belønne de mennesker, som gør en helt særlig indsats for vores alle sammens klima.

Det har de gjort i Føns. D er sande rollemodeller, som i dag står med en grøn omstilling og etablering af et co2-neutralt varmeforsyningsanlæg. Et anlæg som mange kommer langvejsfra for at se og lære af.

Prisen gives, med et enigt bedømmelsesudvalg, til Føns Nærvarme for en dedikeret indsats, der gør en forskel.

Føns Nærvarme er valgt ud fra en række parametre:

• Konkret effekt – batter det noget, reducerer I drivhusgasudledningen?

• Deltagelse – har I engageret lokalfællesskabet?

• Vision – er der en vision og ide, der også har været en drivkraft ?

• Vidensdeling – deler i viden, indsigt og læring?

• Spredningspotentiale – er det noget man bare kan gøre andre steder med fordel?

• Har I udvist mod og engagement for at realisere det?

• Og endelig har I gjort det med hjertet, hele hjertet?